La Marmotte 2015 set med Chanet´s øjne.

Torsdag morgen kl. 6 gik turen mod Københavns Lufthavn, hvor Leif, Lars, Gas, Jens, Henrik, Knutti og undertegnede, samt 2 ikke A-Fys’er, mødtes friske og udhvilede.

 

Da vi landede i Geneve lufthavn, stod en 9 personers transporter klar til os. Så ind med alle mand og alt vores bagage. En super køretur på et par timer, der med lidt rundvisning i Schweiz og Frankrig, endte det rigtige sted, nemlig på toppen af Alpe d´Huez.

Her var Bent og Ivar, samt endnu 2 ikke A-Fys’er allerede ankommet.

Ivar boede i sin egen lejlighed, med sin familie.

Vi andre blev installeret i 2 lejligheder med hver en stor altan.

I lejlighed 1 boede Lars, Leif, Bent, Jens og  en ikke A-Fys’er.

De brugte deres altan til opbevaring af cykler og cykeludstyr.

Anderledes så det ud i lejlighed 2.

Her blev Henrik, Gas, Knutti og jeg installeret. Vores cykler og udstyr stod i hele lejligheden, så der var plads til at nyde det dejlige vejr og et glas hvidvin (og vand til mig) på altanen. 

Vi samledes straks efter ankomsten og tog bilen op til PP tours for at hente vores cykler 5 min fra hotellet. Alt var kommet fint frem.

Efter cykelafhentningen, skulle cyklerne selvfølgelig lige afprøves, så vi hoppede straks i cykeltøjet. Lidt rundt i byen, og selvfølgelig ville mine 3 drenge et stykke ned af Alpe d´Huez. De tog vist 4-5 sving, hvor jeg allerede vendte om før sving 2. Det var super varmt og med ”kolde” ben, var det ikke lige hvad jeg havde behov for. Tilbage med cyklerne og ud at handle fortæring til køleskabet.

Vi tog alle mand ud at spise, hvor Tim var sød at komme forbi og sige hej.

Fredag tog Leif, Lars, Jens, Gas, Henrik og jeg en lang tur i bilen, for at se på ruten. Puuuuuha siger jeg bare, det så slemt ud ind imellem. Vi havde en cykelcomputer med, så vi kunne følge stigningsprocenterne. Super hyggelig tur med frokost undervejs. Der var også en af drengene der lige fik trænet lidt med sin højdeskræk.

Fredag aften begyndte nervøsiteten at banke lidt kraftigt på. Jeg måtte lægge mig lidt, for jeg følte slet ikke jeg kunne være i min krop.

Lørdag morgen kl. 04.30 stod jeg op og begyndte at spise pasta. Drengene stod derefter op 1 efter 1 og fik hældt så meget morgenmad i hovedet som overhovedet muligt. En halv time før afgang, opdagede jeg, at jeg ingen cykelbukser havde tilbage i lejligheden. De var alle pakket og afleveret ud til vores 3 depoter på ruten. Drengene troede vist det var en utrolig dårlig undskyldning for ikke at køre løbet. Vi fik fat i den anden lejlighed, som straks trådte til med flere par cykelbukser. Det endte med at jeg lånte et par af Jens. Tænkte de var vant til at køre stærkt.

Kl. 6 stod vi klar til at cykle ned af Alpe d´Huez. Vi tog det stille og roligt ned, for der var jo tusindvis af ryttere der skulle samme vej. Vi var så heldige af Due Travel havde skaffet os startnumre i første startgruppe, sammen med alle dem der havde guldtider fra tidligere. De så lidt giftige ud. Kunne godt se jeg ikke lige hørte til i det selskab.

Vi havde fået besked om, man skulle nå toppen af første bjerg inden kl. 10.30 ellers ville man blive taget ud af løbet pga. den varme man ville forvente for dagen. Vi havde heldigvis ingen problemer med at nå dette, da vi var i første startgruppe.

Efter ca. 25 km, da vi begyndte at bestige Glandon, så vi Knutti komme gående ned af med cyklen og en knækket kæde. Gas stoppede og gav ham en kædesamler. Det viste sig senere, at stakkels Knutti måtte gå 12 km op af bjerget for at få servicehjælp.

Gas og jeg fik meget hurtigt selskab af Henrik, som herefter fortsatte sammen med os. Jeg havde hjemmefra forestillet mig at Gas og jeg stort set ville være helt alene på stigningerne, men jeg blev hurtigt klogere. Der var hundredevis af ryttere omkring os hele tiden og Gas fortalte, at sådan ville det være i resten af løbet. Sikke et mylder, det havde jeg ikke lige set komme. Tror aldrig jeg er blevet overhalet af så mange. SUK.

Det gik stille og roligt op af Glandon, man skulle lige vænne sig til varmen og blive varm i benene. Lige før toppen af Glandon, stod Tim og vinkede og råbte til os, super hyggeligt.

Vi kom op til 1. depot som lå på toppen af Glandon, her oplevede jeg hvordan der bare var totalt kaos, når 1000 vis af mennesker skulle have forsyninger. Vi skulle bare have fyldt dunkene med vand, for vores private depot lå blot 100 meter længere fremme. Jeg fik fat i mine egne cykelbukser på depotet, så det var jo herligt.

Tiden var blevet neutraliseret da vi nåede toppen da nedkørslen af Glandon er meget farlig. Allerede efter få hundrede meter på nedkørslen holdt der en ambulance for at samlede en falden rytter op. Senere var der også en der røg i svinget lige foran os, selvom der lige var blevet vinket med gule flag om farligt sving. Folk kørte fuldstændigt som idioter på vej ned, også indenom.

Vi kom sikkert ned, og efter nogle kilometer skulle vi nu til at bestige bjerget Montvernier. Dette var bare det hyggeligste ”lille” bjerg, med helt vildt smalle veje som jeg nærmest vil kalde stier. Super hyggeligt, men mega varmt, især når man kom for tæt på bjergvæggen. Vi kom op på toppen og fik frisk vand. Henrik have behov for en cola, hvilket man ikke kunne opdrive. Vi fortsatte lidt op og ned, men der kom absolut ingen steder hvor man kunne købe noget. Vi nåede så frem til vores næste eget private depot hvor jeg vidste, at Lars muligvis havde cola liggende. Da Lars lå foran os, stjal vi resten af hans cola så Henrik kunne få lidt. Vi fyldte os med sukker og jeg med nødder og så startede opstigningen til Col de Mollard. De lokale byboere i den lille hyggelige by, stod ved foden af bjerget med vandslanger og sprøjtede på os ryttere for at nedkøle os. Super dejligt.

Det var efter min mening et særdeles hyggeligt bjerg hvor man havde mulighed for løbende at komme i skygge mellem træerne. Til gengæld var der ikke en vind der rørte sig. Her på opstigningen blev vi meget hurtigt splittet fra hinanden imellem alle de mange ryttere. Jeg lå forrest  i vores tre mands gruppe -og troede jeg havde Henrik og Gas lige i hælene. Der kom et vanddepot på vej op, som jeg opdagede for sent, så jeg kørte videre. Jeg var rigtig godt kørende, så jeg overhalede omkring 10 mand i minuttet. Super optur. Pludselig begyndte jeg at fryse, så jeg hoppede straks af cyklen i skyggen og fyldte 2 geler på. Op på cyklen og i gang igen. Så gik det over stok og sten i fuld galop.

 Folk lå ALLE steder i grøften med få meters mellemrum og var fuldstændig færdige. Pludselig kommer der en rytter op på siden af mig og klapper mig på  ryggen. Det var Rytger´s søn Frederik. Jeg nåede toppen hvor næste depot var. Jeg smed cyklen og stillede mig op i kø til vandposten. Det tog en halv  time. Henrik nåede op lige inden jeg kom frem til vandposten, så jeg kunne tage han´s dunke med. Jeg gik tilbage til hvor folk kom op og ventede på  Gas. Efter ca. 15 min kom han op og her fik jeg første chok. Han var helt indsunket i ansigtet og han´s cykelbukser hang 2 cm ud fra han´s lår, og vi ved  jo alle, at de plejer at sidde stramt omkring han´s store muskellår. Den var helt gal. Efter kun 5-10 min ville han videre, for at komme ned fra bjerget om  end vi var på vej op. Vi kørte herefter meget kort, og måtte stoppe mange gange da det var alt for usikkert grundet Gas’es væskemangel . Vi gik lidt,  cyklede lidt, stoppede igen. Vi kunne ikke få hjælp hvor vi var, så vi var tvunget til at fortsætte yderligere 2 km. Det var absolut ikke sjovt, men vi kom  ved fælles hjælp frem til næste by. Gas kom ind i skyggen og fik noget at drikke. Allerede på det tidspunkt var hele byen løbet tør for cola. Gas kom lidt  til sig selv og valgte selvfølgelig at udgå fra løbet, hvilket var den helt rigtige beslutning. Vi kunne ikke få fat i en taxa, så vi sad alle og ventede i  skyggen. En times tid efter kom Knutti til byen og satte sig hos os. Henrik og Knutti valgte også at udgå fra løbet pga. varmen.

 Jeg var super stolt af mine drenge, over at de var mænd nok til at sige fra. Kun en rigtig mand tør gøre det.

 Jeg havde således ingen at cykle med, så jeg valgte efter et par timer i byen, også at stå af. Jeg havde set, at man absolut ingen hjælp kunne få  og var  en kylling der ikke turde fortsætte alene. Jeg havde lige set Gas tale i vildelse, så jeg var bange for at komme i samme situation. Selvom jeg var  superfrisk og gerne ville videre, så ved ingen hvad der ville ske bare et par kilometer længere fremme. Hele denne lille landsby var fyldt med folk der  stod af. Det var faktisk sjældent at vi så nogle fortsætte herfra videre i løbet.

 Vi nåede at cykle 101 af de i alt 179 km. Og vores samlede antal højdemeter endte på ca. 2500 af i alt 5200.

 Da klokken blev  17.00  ca. et par timer efter vores ankomst til byen, måtte der igen køre biler på strækningen og vi fik fat i en taxa til 7 mand.

 Herefter begyndte det rigtig farlige at ske !

 Alle mand var på dette tidspunkt friske og humøret var højt.

 Pludselig på vejen hjem, skulle Knutti kaste op da han mente at være blevet køresyg. Vi stoppede flere gange på vejen op til Cold de la Croix de Fer for at han kunne kaste op. Ved at af disse mange stop, var Knutti pludselig nede og ligge og havde det rigtig dårligt. En ambulance kom forbi og stoppede selvfølgelig op, da paramedicineren så Knutti ligge der i grøften.  Desværre lå der allerede et par mand i ambulancen, så Knutti måtte blive i grøften i vores selskab. Lægen anbefalede os, at give ham noget salt og vand – hvorefter de kørte videre. Vi fik Knutti løftet ind i bilen af 2 stærke mænd. Længere nede af bjerget var den helt gal igen, og vi måtte have ham ud af bilen og ned at ligge i grøften. Jeg sad og holdt ham i hånden og prøvede at holde ham vågen. Han begyndte at blive kold, og vi måtte konstatere at nu skulle vi have fat i en ambulance – og det hastede. Taxachaufføren ringede og fik besked om minimum en times ventetid på næste ambulance. Meldingen var at ryttere faldt om som fluer alle vegne.  Anbefalingen var således at forsætte yderligere 20 minutter ned af Glandont, hvor der ville være nogle samaritter et sted. Taxa chaufføren startede katastrofeblinket og så gik det for alvor stærkt. Heldigvis stoppede bilerne i modsatte vejbane da vi elles ville have kørt frontalt ind i dem. En særdeles og virkelig farlig kørsel.  Mange steder sad og lå folk ude i grøften og var udmattede og så ud til at have det meget skidt. Det lignede en krigszone, hvor kun de stærkeste overlever.

Det var virkelig et forfærdeligt syn, som jeg meget sent vil glemme. Bare at skrive det her, får tårerne frem.

Vi kom langt om længe frem til foden af Alpe d´Huez hvor samaritterne befandt sig. Vi kastede taxaen ind til siden, midt i en rundkørsel og jeg sprang ud af bilen og løb ned til dem. Det viste sig at det var de samme ambulancefolk som havde stoppet oppe på bjerget. Knutti kom straks i behandling og fik drop. 2 liter saltvand blev pumpet i hans matte krop. Gas blev hos ham, vi andre blev kørt op på toppen. Ved foden af opkørslen stod hundredevis af mennesker der ville ønske de kunne komme med op. Da vi langt om længe nåede toppen af Alpe d’Huez viste det sig at vi ikke kunne betale med kort i taxaen. Næste opgave blev at fremskaffe kontanter. Her trådte A-Fys’erne, der var nået hjem,  i karakter og kom med alle de kontanter de kunne samle sammen til os. De rendte rundt for at hjælpe os med cykler, tonsvis af depotposer og alt andet udstyr. Det var så super dejligt, efter vores lange tur. Tror vi alle var meget rystede. Henrik tog straks bilen og kørte ned af Alpe d´Huez til Gas og Knutti. Jeg hoppede i bad og resten af drengene hentede pizzaer som vi spiste oppe på hotellets terrasse. Et stykke tid efter kom Henrik og Gas tilbage med Knutti, som var lidt ør. Bent tilbød at følge Knutti på værelset og i et velfortjent  bad, og vi  andre forsøgte at få spist lidt mad. Knutti sov som en baby hele natten og var lidt mere frisk om morgenen. Vi fik afleveret vores cykler og så kunne turen gå mod lufthavnen.

Men her slutter dramaet ikke.

Udenfor bilen havde vi 40 grader, hvorfor vi ikke stoppede op og nød vejret undervejs. Det var klogest at blive i bilen.

I lufthavnen var flyet forsinket, men det lykkedes os til sidst at komme om bord. Her kom så beskeden fra kaptajnen, at vi ikke måtte flyve. Pga. uvejr var der ikke plads til så mange fly i luften ad gangen, så vi måtte pænt vente til der var et hul til os. Vi kom af sted og så gik det ellers løs. Jeg var den sidste på flyet der fik mad, stewardessen nåede lige at smide det hen til mig, jeg fik ikke engang betalt. Vi røg ud i det værste uvejr jeg nogen sinde har prøvet. Jeg har stadig en bule i hovedet, efter at jeg fik smadret det ind i vindueskarmen. Det var virkelig slemt. Kaptajnen blev ved at snakke i højttaleren for at berolige passagererne. Alle blev bedt om at slukke fuldstændigt for deres mobiler, pc’ere og iPads. Det var ikke nok at sætte dem på flyfunktion, man skulle proppe sine ejendele og madting ned i forreste lomme, slå sæder og borde op osv. Stakkels dem der har flyskræk, de har virkelig været presset.

Vi landede i Københavns Lufthavn omkring midnat. Regnen havde for alvor fået fat og det stod ned i stænger – vi landede faktisk lige i højdepunktet for uvejret over Danmark.

Efterfølgende vores hjemkomst har vi  i øvrigt fået oplyst, at La Marmotte løbet var tæt på at blive aflyst grundet de høje varmegrader.

På de Franske nyhedskanaler blev det frarådet at dyrke unødig udendørs aktiviteter lørdag.

Lad mig afslutte med endnu engang at sige, at jeg er så superstolt af mine drenge, både dem der gennemførte og dem der turde sige fra.

Godt gået drenge.

Så nu er vi klar til at tage ned og give La Marmotte en på skallen næste år.

De bjerge kan bare komme an.

Resultater:

Leif                                     09.22.36

Lars                                    09.50.26

Jens                                    10.25.48

Bent                                   10.42.26

Ivar                                     Udgået

Knutti                                 Udgået

Gas                                      Udgået

Henrik                                Udgået

Chanet                               Udgået

(Eskil Ebbesen                  06.32.55)

 

 

 Tilbage til nyheder

Gå til toppen